Fjålsvid-Kvadet


1. Udenfor Gærde saa op han komme
Tursers Borg og Bo.

DEN KOMMENDE

Hvem er det Skræmsel, som staar for Leddet
og hopper om højen Lue?

(FJÅLSVID)

2. Hvem mon du søger? Hvem vil du finde her?
Venneløs! Hvad vil du vide?
Rejs atter ud gennem Vejens Søle,
ej her faar du, husvilde, Hjemsted.

DEN KOMMENDE

3. Hvem er det Skræmsel, som staar for Leddet
og ej byder farende ind?
Uden Lovord du leved for længe,
hold dig helst hjemme.

(FJÅLSVID)

4. Fjålsvid jeg hedder, min Hu er klog,
jeg ødsler ej med Mad til alle.
Her kommer du aldrig indenfor Gærdet,
saa vig du nu, Varg, til Skovs.

DEN KOMMENDE

5. Øjnenes Lyst søger atter Undret,
som man særlig gerne ser;
Gærderne gløder om den gyldne Sal;
her kunde jeg lide at leve.

FJÅLSVID

6. Sig mig da, Svend, hvis Søn du er,
og af hvilken Slægt du stammer.

DEN KOMMENDE

Vindkold jeg hedder, Vaarkold min Fader,
til ham var Frostkold Fader.

7. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvem her raader og Riget ejer
og Skatte og skønne Sale.

FJÅLSVID

8. Menglåd hun hedder, af Moderen avlet
med Svafrtorins Søn;
hun her raader og Riget ejer
og Skatte og skønne Sale.

VINDKOLD

9. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad Laagen nævnes, næppe hos Guder
fandtes en mere farlig.

FJÅLSVID

10. Trymgoll den hedder, tre har skabt den,
Sønner af Solblindi;
Lænker fanger hver farende Mand,
som lukker Laagen op.

VINDKOLD

11. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad Gærdet hedder, som hos Guder ej
fandtes mere farligt.

FJÅLSVID

12. Gastropnir hedder Gærdet, som jeg selv
danned af Ler-Brimirs Lemmer,
jeg stilled det fast, saa det staar som Værn
saalænge Verden varer.

VINDKOLD

13. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad de arrige Hunde hedder, som aldrig
i Landene havde deres Lige.

FJÅLSVID

14. Den ene hedder Gifr og Geri den anden,
vil du det endelig vide,
de vaager over elleve Vagter
indtil Aser fældes.

VINDKOLD

15. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
mon ingen Mand da derind kan komme,
mens de snerrende sover?

FJÅLSVID

16. Skiftevis kun i Søvn de falder,
siden de sattes til Vagten,
den ene om Natten, den anden om Dagen,
og ind kom ingen, om han kom.

VINDKOLD

17. Fjålsvid, svar mig, naar jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad Slags Mad kan en Mand slænge for dem
og løbe ind, mens de æder?

FJÅLSVID

18. I Vidofnirs Led der ligger to Kæbers[1]
Kød, naar du vil det vide:
kun det er den Mad, som Mænd kan lægge
og løbe ind, mens de æder.

VINDKOLD

19. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad Stammen hedder, som staar med Grene
ud over alle Lande.

FJÅLSVID

20. Mimamejd, som Mennesker aldrig
ved, af hvad Rod rinder;
hvad den fældes af, de færreste ved,
det er ikke Ild eller Jern.

VINDKOLD

21. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
Hvad virker [Frugten] af den vældige Stamme.
ufældet af Ild eller Jern?

FJÅLSVID

22. Ud af dens Olden paa Ild du bære
for Kvinder i Barselkvide,
ud da iler, hvad de inde skjuler,
saa er den for Mennesker Mjåtud.

VINDKOLD

23. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad hedder Hanen i det høje Træ?
ganske af Guld den glimrer.

FJÅLSVID

24.[2] Vidofnir den hedder, i Vejret den skinner
fra Mimamejdens Kviste;
med idelig Sorg af Surt den ængstes
[paa Mimamejdens Kviste].

VINDKOLD

25. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
er der et Vaaben, som kan Vidofnir
sende til Hels Sal?

FJÅLSVID

26. Hævagren det hedder, det blev hentet af Lopt
nedenfor Liglaagen,
Sinmara har det i et Hylster af Jern,
ni stærke Laase stænger.

VINDKOLD

27. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
vender den tilbage, som drager af Sted
med Hu til at hente den Gren?

FJÅLSVID

28. Den kan drage tilbage, som drager af Sted
med Hu til at hente den Gren,
hvis han fører det, som faa ejer,
[med det guldglinsende Haandtag].

VINDKOLD

29. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
Hvad Skat kan der være, som Verden har,
og som fryder den falmede Gyge?

FJÅLSVID

30. Bær i lukket Skrin den lyse Le,
som findes i Vidofnirs [Værge],
til Sinmara, og sit Mordvaaben
lader hun dig laane.

VINDKOLD

31. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad hedder den Sal, hvorom slynget er
Blændværks Blafreluer?

FJÅLSVID

32. Hyr den hedder, og højt skal den længe
paa Bjergtinden bæve;
om al dens Pragt har fra Old kun Ryet
mellem Mænd svirret.

VINDKOLD

33. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvem øved, hvad jeg inde i Gaarden
saa hos Asernes Sønner?

FJÅLSVID

34. Uni og Iri, Ori og Bari,[3]
Var og Veggdrasil;
Dori og Uri, Delling, Atvard,
Lidskjalf og Loki.

VINDKOLD

35. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad hedder det Bjerg, hvor den herlige Brud
satte sig til Hvile.

FJÅLSVID

36. Hyfjabjerg det hedder og var længe
syges og saaredes Glæde;
trods Aars Sygdom, bliver alle Kvinder
sunde, som søger derop.

VINDKOLD

37. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
hvad hedder de Møer, som for Menglåds Knæ
sidder forsonede sammen?

FJÅLSVID

38. Hlif den første, den anden Hliftursa,
den tredje Tjodvarta,
Bjårt og Blid, Blidr og Frid,
Ejr og Aurboda.

VINDKOLD

39. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
om de bjærger alle, som bloter til dem
og har nødig at nyde Hjælp.

FJÅLSVID

40. De bjærger alle, som bloter til dem
paa Altret i et helligt Hus;
hvad Mén end truer de Menneskesønner,
frier de og frelser dem af Nøden.

VINDKOLD

41. Fjålsvid, svar mig, jeg spørger dig ad,
det vil og maa jeg vide:
mon der findes en Mand, som skal naa i Menglåds
søde Arm at sove?

FJÅLSVID

42. Ej der findes en Mand, som skal naa i Menglåds
søde Arm at sove
uden Svipdag ene, ham blev den solklare
Mø til Kvinde kaaret.

VINDKOLD

43. Væk fra Døren, vig og giv Rum,
her ser du Svipdag selv,
dog skaf mig at vide, om vel til Mode
Menglåd bliver ved Mødet.

FJÅLSVID

44. Hør du, Menglåd, en Mand er kommen,
kom selv og se din Gæst,
Hundene hopper, Huset staar aabent,
jeg tror, jeg Svipdag ser.

MENGLÅD

45. Hurtige Ravne skal paa højen Galge
slide dig Øjnene ud,
er det Løgn du siger, at Svenden er kommen
og venter ved min Sal.

(til Svipdag)

46. Hvorfra er du faret? hvorfor er du kommen?
hvad kaldte dig Kvinde og Mand?
Af Herkomst og Navn skal jeg have Tegnet,
om jeg blev dig til Kvinde kaaret.

SVIPDAG

47. Svipdag er jeg kaldet, Solbjart hed min Fader,
fra ham drog jeg paa vindkolde Veje.
Ingen ændrer ved Urds Ord,
selv om det var sagt i Vrede.

MENGLÅD

48. Velkommen hid! Min Vilje har jeg faaet,
o, kom da til Velkomst-Kys!
Uventet Møde er idel Glæde
for to, som elsker hinanden.

49. Længe sad jeg oppe paa mit elskede Bjerg,
vented dig Dag efter Dag,
nu lykkedes det, som jeg længtes efter,
du selv er kommen til min Sal.

50. Hvor higed jeg efter din Elskovs Sødme,
som du længtes efter min Lyst;
Sejren er vunden, og vi skal være
evig og altid sammen.


Fodnoter:

[1] Nogle Haandskrifter har vengbrádhir, jeg forstaar dette som vengabrádhir = vangabrádhir.
[2] Teksten i sidste Halvstrofe ganske forvirret og uforstaaelig Sidste Linje har jeg gentaget efter 2 Linje, da Haandskriftets maa udskydes.
[3] Jeg har af Hensyn til Stavrimet ombyttet Ori og Bari.