Volven

Volvene var de fremste religionsfortolkerne og drev med spådom og seid - kunnskaper som lå i grenseland mellom religion og magi. Seiden kunne fungere uten gudenes hjelp og kunne gi stor makt. Seiden kunne brukes til både gode og dårlige ting; mennesker kunne både hjelpes eller bli påført skader eller ulykker. Volvene kunne for eksempel se gjemte ting eller stille storm.
'
Volvene var som oftest eldre kvinner som ikke var uderlagt den strenge ættetilknytningen i samfunnet. Volvene var nemlig omreisende, og ble ofte fulgt av flere mennesker når hun var ute i seidærend. På grunn av volvenes ettertraktede kvaliteter som både klarsynte, magikere og religionsfortolkere, medførte arbeidet både høy prestisje og høy inntekt.

Eirik Raudes Saga på 1000-tallet har følgende beskrivelse av volven Torbjørg i Austerbygd på Grønland:

"I denne Tid var det Uaar paa Grønland; de, som havde faret paa Fangst, havde faaet lidet, og nogle var ikke kommet hjem. Der i Bygden var det en Kone, som hed 'Torbjørg; hun var Spaakvinde og kaldtes Lille-volven"; hun havde havt ni Søstre, og alle var de Spaakvinder, men hun var nu alene i Live af dem. Det var Torbjorgs Sæd, at hun om Vintrene for paa Gjestning; Folk indbød hende, mest de som ønskede at vide om sin Fremtid eller om, hvad Slags Aar det skulde blive. Og da Torkel var den største Bonde der, tyktes det at være hans Sag at faa vide, naar det skulde bli Ende paa det Uaar, som nu stod paa. Torkel byder Spaakvinden til sig, og man gjorde istand god Modtagelse, som Skik var, naar man skulde have en slig Kvinde til Gjest. Der blev reist et Hoisæde til hende, og lagt Hynder paa det; deri skulde det. være Hønsefjær. Men da hun kom om Kvelden sammen med den Mand, som var sendt hende imede; var hun saa klædt, at hun havde om sig en blaa Kappe med Baand, og den var kantet med Stener lige ned til Hjornerne. Paa Halsen havde hun Glasperler. Paa Hovedet bar hun en sort Lammeskindshue, foret indentil med hvidt Katteskind. Stav havde hun i Haand og paa den en Knap; Staven var prydet med Messing og Knappen kantet med Stener. Hun bar et Belte af Svamp, og deri hang en stor Pose; i den havde hun de Tryllemidler, som hun trængte til sin Kunst. Hun havde paa Fødderne lodne Kalveskinds-sko, og i dem lange og stærke Remmer; paa disses Ender var det store Messingknapper. Paa Hænderne havde hun Katteskinds-handsker, hvide indentil og lodne. Men da hun kom ind, fandt alle Mand det passende at hilse hende sommeligt, men hun svarcde paa det, eftersom hun likte Mændene. Torkel tog Visdomskvinden i Haand og leiede hende til det Sæde, som var gjort rede til hende. Torkel bad hende da kaste sine Øine over Hjordene og Husene og Folkene der; hun var faatalende om alt. Bord blev nu satte frem om Kvelden, og nu skal fortælles om, hvad Mad det blev laget til Spaakvinden. Hun fik Gred af Gjedemelk, og til Mad kogtes for hende Hjerter af alle Slags Dyr, som til var. Hun havde en Messing-ske og en Kniv med Skaft af Hvalros-tand og dobbelt Egg af Kobber, men Odden var brudt af. Men da Bordene var tagne bort, gik Torkel Bonde for Torbjorg og spurgte, hvad hun syntes om Gaarden og Folkenes Sæder, og om hvor snart han kan faa vide det, som han har spurgt efter, og som Folk vilde vide. Hun sagde, at det kunde hun. ikke føre frem for næste Morgen, naar hun havde sovet der om Natten. Men den næste Dag blev der sørget for at skafte hende det, som hun skulde have for at fremme Seiden. Bad hun da at faa Kvinder, som kunde den Sang, som trængtes til at fremme Seiden og som kaldtes Vardlokker (Tryllesang). Men slige Kvinder fandtes ikke der. Da siger Gudrid: "Jeg er hverken tryllekyndig eller Visdoms-kvinde, men dog lærte min Fostermoder Halldis mig paa Island den Sang, som hun kaldte Vardlokker." Torbjørg svarede: "Da har du en Kyndighed, som er gavnlig." Gudrid siger: "Dette er denslags Kvæde og Adfærd, som jeg ikke tænker at have nogen Del i, thi jeg er en kristen Kvinde." Torbjorg svarer: "Saa burde det være, at Du vildé være Folk til Hjælp heri, men Du blev ikke daarligere Kvinde for det; men af Torkel kræver jeg at faa hertil de Ting, som trænges." Torkel beder nu ivrigt Gudrid derom, og hun lovede at gjøre, som han vilde. Kvinderne slog nu Ring om dem, men Torbjorg sad oppe paa Seidi hjallen. Gudrid kvad nu Sangen saa fagert og vel, at ingen, som var der, tyktes at have hørt den kvædet med fagrere Rest. Spaakvinden takker hende for Kvædet og sagde, at mange Aander havde sogt did eg havde likt godt at høre det, som blev kvædet, "men forud havde disse villet vende sig fra os og ikke villet vise os Lydighed. Nu kan jeg se mange af de Ting, som forud var skjulte baade for mig og andre. Men det kan jeg nu sige, at dette Uaar ikke skal vare længer end i Vinter og Aaringen vil bedres til Vaaren. Den Sygelighed, som længe har været her, vil ogsaa bedres fortere, end man venter. Men Dig, Gudrid, skal jeg lønne for den Hjelp, som vi har faaet af Dig, thi hele Din Skjæbne kan jeg nu klart se. Du vil faa det Gifte her paa Grønland, som er det sømmeligste, som til er; men det vil ikke være dig langvarigt, thi Dine Veie viser ud til Island, og der vil det fra Dig komme en baade stor og god Afkom, og over dine Ættegrene vil der skinne en klar Straale; far Du nu vel og sæl, Datter min!" Siden gik Mændene frem for Visdomskvinden, og hver spurgte efter det, som han var mest nysgjerrig efter. Hun var ogsaa god i Svarene; det meste af det, hun spaaede, traf ogsaa ind. Dernæst kom det Folk for at hente hende fra en anden Gaard, og hun for nu did. Da blev det sendt Bud efter Torbjørn, thi han vilde ikke være hjemme, saalænge sligt Heden-skab fremmedes. Veirliget bedredes raskt, saasnart det blev Vaar, som Torbjorg havde sagt. Torbjørn gjør nu sit Skib rede og farer, indtil han kommer til Brattalid. Eirik tog imod ham med begge Hæn-der og sagde, det var godt, at han var kommet til ham. Torbjørn og hans egne Folk var hos Eirik om Vinteren; men Skibsfolkene skaffede han Ophold hos Bønderne om Vinteren. Vaaren efter gav Eirik Torbjørn Land paa Stokkanes; der blev bygget en sømmelig Gaard, og der boede han siden."

Menn kunne også drive med seid, men fordi seiden først og fremst var forbundet med kvinner nøt de ikke den samme respekten som kvinnene. Seidmenn ble beskyldt for egri - mannlig homoseksualitet - som var stor skam. Dette var en av tingene Loke hånet Odin for i Loketretta (24):

    "Seiding dei sagde
    på Samsøy dreiv du,
    trolla på volve-vis;
    i trollkjering-hâm
    yver heimen du fór
    kjering-gjerd kallar eg slikt."


Likevel lærte Odin seg seid av vanegudinnen Frøya. Dette viser at Odin var en guddom som sprengte alle grenser for å oppnå visdom, også de strengeste sosiale normene.

Trommen var et vanlig instrument for volvene. Tromming sammen med gjentakelser i formler og vendinger skapte en suggerende virkning hvor volven til slutt oppnådde ekstase. Denne typen sang kalles galder og hadde magisk kraft. Som Odin sier i Håvamål (159 og 152):

    "Det fjorde kann eg,
    um folk meg vil
    leggje band um lemer:
    so eg galdrar
    at gange eg kann,
    fjetrune spring meg av fot
    og av hender hapt."


    "Det sjuande kann eg,
    um salen eg ser
    loga um sovande sellar:
    kor breitt det so brenn,
    eg bergar halli,
    den galder kann eg gala."

Tilbake til hovedsiden