Volven
Volvene var de fremste religionsfortolkerne og
drev med spådom og seid - kunnskaper som lå i grenseland mellom
religion og magi. Seiden kunne fungere uten gudenes hjelp og
kunne gi stor makt. Seiden kunne brukes til både gode og dårlige
ting; mennesker kunne både hjelpes eller bli påført skader eller
ulykker. Volvene kunne for eksempel se gjemte ting eller stille
storm.
'
Volvene var som oftest eldre kvinner som ikke var uderlagt den
strenge ættetilknytningen i samfunnet. Volvene var nemlig
omreisende, og ble ofte fulgt av flere mennesker når hun var ute
i seidærend. På grunn av volvenes ettertraktede kvaliteter som
både klarsynte, magikere og religionsfortolkere, medførte
arbeidet både høy prestisje og høy inntekt.
Eirik Raudes Saga på
1000-tallet har følgende beskrivelse av volven Torbjørg i
Austerbygd på Grønland:
"I denne Tid var det Uaar paa
Grønland; de, som havde faret paa Fangst, havde faaet lidet,
og nogle var ikke kommet hjem. Der i Bygden var det en Kone,
som hed 'Torbjørg; hun var Spaakvinde og kaldtes
Lille-volven"; hun havde havt ni Søstre, og alle var de
Spaakvinder, men hun var nu alene i Live af dem. Det var
Torbjorgs Sæd, at hun om Vintrene for paa Gjestning; Folk
indbød hende, mest de som ønskede at vide om sin Fremtid
eller om, hvad Slags Aar det skulde blive. Og da Torkel var
den største Bonde der, tyktes det at være hans Sag at faa
vide, naar det skulde bli Ende paa det Uaar, som nu stod
paa. Torkel byder Spaakvinden til sig, og man gjorde istand
god Modtagelse, som Skik var, naar man skulde have en slig
Kvinde til Gjest. Der blev reist et Hoisæde til hende, og
lagt Hynder paa det; deri skulde det. være Hønsefjær. Men da
hun kom om Kvelden sammen med den Mand, som var sendt hende
imede; var hun saa klædt, at hun havde om sig en blaa Kappe
med Baand, og den var kantet med Stener lige ned til
Hjornerne. Paa Halsen havde hun Glasperler. Paa Hovedet bar
hun en sort Lammeskindshue, foret indentil med hvidt
Katteskind. Stav havde hun i Haand og paa den en Knap;
Staven var prydet med Messing og Knappen kantet med Stener.
Hun bar et Belte af Svamp, og deri hang en stor Pose; i den
havde hun de Tryllemidler, som hun trængte til sin Kunst.
Hun havde paa Fødderne lodne Kalveskinds-sko, og i dem lange
og stærke Remmer; paa disses Ender var det store
Messingknapper. Paa Hænderne havde hun Katteskinds-handsker,
hvide indentil og lodne. Men da hun kom ind, fandt alle Mand
det passende at hilse hende sommeligt, men hun svarcde paa
det, eftersom hun likte Mændene. Torkel tog Visdomskvinden i
Haand og leiede hende til det Sæde, som var gjort rede til
hende. Torkel bad hende da kaste sine Øine over Hjordene og
Husene og Folkene der; hun var faatalende om alt. Bord blev
nu satte frem om Kvelden, og nu skal fortælles om, hvad Mad
det blev laget til Spaakvinden. Hun fik Gred af Gjedemelk,
og til Mad kogtes for hende Hjerter af alle Slags Dyr, som
til var. Hun havde en Messing-ske og en Kniv med Skaft af
Hvalros-tand og dobbelt Egg af Kobber, men Odden var brudt
af. Men da Bordene var tagne bort, gik Torkel Bonde for
Torbjorg og spurgte, hvad hun syntes om Gaarden og Folkenes
Sæder, og om hvor snart han kan faa vide det, som han har
spurgt efter, og som Folk vilde vide. Hun sagde, at det
kunde hun. ikke føre frem for næste Morgen, naar hun havde
sovet der om Natten. Men den næste Dag blev der sørget for
at skafte hende det, som hun skulde have for at fremme
Seiden. Bad hun da at faa Kvinder, som kunde den Sang, som
trængtes til at fremme Seiden og som kaldtes Vardlokker
(Tryllesang). Men slige Kvinder fandtes ikke der. Da siger
Gudrid: "Jeg er hverken tryllekyndig eller Visdoms-kvinde,
men dog lærte min Fostermoder Halldis mig paa Island den
Sang, som hun kaldte Vardlokker." Torbjørg svarede: "Da har
du en Kyndighed, som er gavnlig." Gudrid siger: "Dette er
denslags Kvæde og Adfærd, som jeg ikke tænker at have nogen
Del i, thi jeg er en kristen Kvinde." Torbjorg svarer: "Saa
burde det være, at Du vildé være Folk til Hjælp heri, men Du
blev ikke daarligere Kvinde for det; men af Torkel kræver
jeg at faa hertil de Ting, som trænges." Torkel beder nu
ivrigt Gudrid derom, og hun lovede at gjøre, som han vilde.
Kvinderne slog nu Ring om dem, men Torbjorg sad oppe paa
Seidi hjallen. Gudrid kvad nu Sangen saa fagert og vel, at
ingen, som var der, tyktes at have hørt den kvædet med
fagrere Rest. Spaakvinden takker hende for Kvædet og sagde,
at mange Aander havde sogt did eg havde likt godt at høre
det, som blev kvædet, "men forud havde disse villet vende
sig fra os og ikke villet vise os Lydighed. Nu kan jeg se
mange af de Ting, som forud var skjulte baade for mig og
andre. Men det kan jeg nu sige, at dette Uaar ikke skal vare
længer end i Vinter og Aaringen vil bedres til Vaaren. Den
Sygelighed, som længe har været her, vil ogsaa bedres
fortere, end man venter. Men Dig, Gudrid, skal jeg lønne for
den Hjelp, som vi har faaet af Dig, thi hele Din Skjæbne kan
jeg nu klart se. Du vil faa det Gifte her paa Grønland, som
er det sømmeligste, som til er; men det vil ikke være dig
langvarigt, thi Dine Veie viser ud til Island, og der vil
det fra Dig komme en baade stor og god Afkom, og over dine
Ættegrene vil der skinne en klar Straale; far Du nu vel og
sæl, Datter min!" Siden gik Mændene frem for Visdomskvinden,
og hver spurgte efter det, som han var mest nysgjerrig
efter. Hun var ogsaa god i Svarene; det meste af det, hun
spaaede, traf ogsaa ind. Dernæst kom det Folk for at hente
hende fra en anden Gaard, og hun for nu did. Da blev det
sendt Bud efter Torbjørn, thi han vilde ikke være hjemme,
saalænge sligt Heden-skab fremmedes. Veirliget bedredes
raskt, saasnart det blev Vaar, som Torbjorg havde sagt.
Torbjørn gjør nu sit Skib rede og farer, indtil han kommer
til Brattalid. Eirik tog imod ham med begge Hæn-der og
sagde, det var godt, at han var kommet til ham. Torbjørn og
hans egne Folk var hos Eirik om Vinteren; men Skibsfolkene
skaffede han Ophold hos Bønderne om Vinteren. Vaaren efter
gav Eirik Torbjørn Land paa Stokkanes; der blev bygget en
sømmelig Gaard, og der boede han siden."
Menn kunne også drive med seid, men fordi seiden først og fremst
var forbundet med kvinner nøt de ikke den samme respekten som
kvinnene. Seidmenn ble beskyldt for egri - mannlig homoseksualitet - som var stor
skam. Dette var en av tingene Loke
hånet Odin for i Loketretta (24):
"Seiding dei sagde
på Samsøy dreiv du,
trolla på volve-vis;
i trollkjering-hâm
yver heimen du fór
kjering-gjerd kallar eg slikt."
Likevel lærte Odin seg seid av vanegudinnen Frøya. Dette
viser at Odin var en guddom som sprengte alle grenser for å
oppnå visdom, også de strengeste sosiale normene.
Trommen var et vanlig instrument for volvene. Tromming sammen
med gjentakelser i formler og vendinger skapte en suggerende
virkning hvor volven til slutt oppnådde ekstase. Denne typen
sang kalles galder og hadde magisk kraft. Som Odin sier i Håvamål (159 og 152):
"Det fjorde kann eg,
um folk meg vil
leggje band um lemer:
so eg galdrar
at gange eg kann,
fjetrune spring meg av fot
og av hender hapt."
"Det sjuande
kann eg,
um salen eg ser
loga um sovande sellar:
kor breitt det so brenn,
eg bergar halli,
den galder kann eg gala."
Tilbake
til hovedsiden